Skip to content

LER-Assistent

Forfattere: Lars Klindt, Lars Lindenborg Jensen

Med Geopartners LER-Assistent bliver sikring af overholdelse af den gældende LER lov en enkel opgave. De tilhørende tjenester gør det muligt for jer, Geopartner eller en anden landmåler hurtigt at opdatere ledningsoplysningerne, så ledningsplanen altid er ajour.

Hvis jeres forsyningsselskab allerede har oplysningerne, kan de hentes automatisk over internettet ved hver LER-besvarelse, vha. åbne standarder. LER-Assistentens motor omsætter, ved hver LER ledningsbesvarelse, jeres data fra produktionssystemet til den datamodel, som LER 2.0 kræver. Det betyder, at opfyldelse af gældende krav overholdes, uden at det ændrer på jeres nuværende produktionsdata.

Opsætningen af LER-Assistent er både nem og hurtig – den klares i tre enkle trin, som vi hos Geopartner naturligvis står klar til at hjælpe jer med. Med denne løsning får I ikke kun en effektiv håndtering af LER-forespørgsler, men også ro i maven over, at alt kører, som det skal.

LER-Assistent kører 100% automatisk og overvåget, hele døgnet, alle dage. Der er således ikke ad hoc service, oprydning eller andet, hvor man kan risikere udfald på LER-Assistent.

Ved planlagt vedligehold på LER-Assistent varsles dette 14 dage forud, via Geopartners status side: https://status.geopartner.dk, hvor man også kan holde øje med driftsstatus og beskeder vedr. uregelmæssig drift. Ligeledes kan det varsles ved LER-system, at der er servicearbejder.

Ved indgåelse af fuldmagt (= LER tjenesteyderaftale) mellem Geopartner og ledningsejer, aktiveres og leveres Geopartners LER-Assistent. Fuldmagten indgås for, at Geopartner har rettigheder til at forespørge på LER-system og svare tilbage til LER-system med ledningsoplysninger på vegne af ledningsejer, inden for interesseområderne.

Ved opsætning og aktivering af LER-Assistent, vil parametre for korrekt oversættelse af ledningsejers data konfigureres. Det sikrer, at ledningsejer ikke er underlagt ændringer i datamodel i ledningsregistreringsdatabaserne, selvom kravene måtte ændre sig over tid ved LER-system. Geopartners LER-Assistent understøtter alle konfigurationer – på alle tidspunkter og sikrer at man som ledningsejer ikke skal bekymre sig om LER oversættelse i det daglige arbejde vedr. digitalisering af ledninger. Effekten er minimal indsats fra administratorer, da processen er designet til at “bare virke” med fuld compliance til LER kravene.

Ved komplet og godkendt LER-besvarelse, kan LER-Assistent afsende en automatisk mail til ledningsejers LER-postkasse om, at ledningsejers forpligtelser er overholdt i relation til en gyldig, modtaget og rettidig besvaret ledningsbesvarelse. Denne valgfrie mail sendes i de situationer, hvor LER-system aktivt har godkendt modtagelse og accepteret data. Det er en god sikkerhed for ledningsejers LER-administrator, at der i en fælles postkasse til indgående beskeder fra LER-system ligger 1 mail pr. graveforespørgsel og 1 mail pr. LER-kvittering fra LER-Assistent.

Til monitorering og dokumentation af oppetid har Geopartner monitorering. De opsatte sensorer er effektive og skaber et sikkert grundlag for overvågning og til brug for dokumentation og kommuniktaion af oppetid og efterlevelse af servicemål.


Brug af LER-Assistent

LER-Assistent giver adgang til en nem, driftssikker og komplet løsning, der sikrer compliance og løbende vedligehold ift. ændringer i data og regler – og som samtidig giver ro i maven i det daglige arbejde.

LER-Assistent overholder krav om indberetning af 3D-data som giver entreprenører langt mere præcise ledningsoplysninger end tidligere. Svartiden for graveforespørgsler er med LER2 (indført fra primo 2020) reduceret fra fem hverdage til blot to timer, hvilket kræver en effektiv digital løsning som Geopartners LER-Assistent.

Anvendere af LER-Assistent

Der er 4 niveauer af brugere til LER-Assistent. Afhængigt af hvem du er som bruger og dine adgangsforhold til data er det forskelligt hvilke muligheder du har og hvad du skal være opmærksom på. Der skelnes generelt mellem følgende kategorier af brugere:

1. Brugere uden adgang til data

Denne adgangstype forekommer oftest for meget små ledningsejere: små fibernet, vejlaug og lignende. Data leveres typisk via et landmålingsfirma (Geopartner eller en anden leverandør). Data suppleres ind i ledningsoplysningerne efterhånden som der opstår udvidelser eller ændringer. Alle ændringer i ledningsoplysninger varetages af Geopartner på vegne af kunden.

2. Brugere med adgang til data uden redigeringsadgang

Denne adgangstype forekommer oftest for mindre vandværker, fjernvarmeselskaber, fibernetselskaber og lignende. Data leveres typisk via et landmålingsfirma (Geopartner eller en anden leverandør). Alle ændringer i ledningsoplysninger varetages af Geopartner på vegne af kunden. Der er leveret en kortadgang til løsningen med læse-adgang.

3. Brugere med adgang til data og online redigering

Ved online redigeringsadgang har ledningsejer selv adgang til at modificere data. Det er typisk leveret til større vandværker og fjernvarmeselskaber. Ved online editering af data vil handlinger for redigering overskrive de nuværende ledningsoplysninger. Det er derfor ledningsejers ansvar at sikre korrekthed ved overskrivning af data.

4. Brugere med adgang til data og lokal redigeringsadgang

Ved lokal redigeringsadgang har ledningsejer selv adgang til at modificere data og sturkturer i data i et lokalt redigeringsmiljø. Dette leveres typisk til større vandværker, fjernvarme- og spildevandsselskaber. Kunden editerer selv data og strukturer. Kunden har derfor ansvaret for at ledningsregistrerets indhold er korrekt. Til sikring af data kan Geopartner levere kvalitetssikringsværktøjer der kan være med til at give en vis sikkerhed for at data vil overholde LER specifikationerne (Geokontrol).

Denne vejlednings afsnit vedr. Administration LER-Assistent er målrettet anvendere i kategori 3-4. Alle anvendere i kategori 1-2 vil være serviceret af Geopartner som en del af vedligeholdelse på data og abonnement.

Når alt går godt

I de situationer hvor hele datasættet er i overensstemmelse med de gældende LER bestemmelser går forespørgsler om udlevering af ledninger altid godt. I situationen hvor alting går godt, er det frivilligt om man som ledningsejer ønsker at modtage mails fra LER-Assistenten om sucessfuld udlevering af ledningsbesvarelse.

Når noget går galt

Der kan være situationer hvor data kan være forsinket i leverance, f.eks. ved planlagte service- og driftsvinduer fra LER eller Geopartner. Dette sker typisk uden for kontoret åbningstid og er ikke underlagt bestemmelserne for 2 timers svarfrist. Disse situationer kræver ikke yderligere handling fra ledningsejer.

Ved fejl i data som medfører at LER ledningsbesvarelsen underkendes af LER.dks validering håndteres dette gennem LER-Assistenten. LER.dk udsender en ‘rykker-mail’ hvis tidsfristen på 2 timer overskrides.

Når anmodninger fejler vil LER-Assistentens sende en mail til kundens ‘Kontakt - Dataansvarlige’ som forventes at håndtere situationen - som oftest ved at rette de pågældende ledningsoplysninger. Fejl i data udbedres ved at ledningsejer (anvendere i kategori 3-4) gør følgende:

  1. Udbedrer fejl i ledningsoplysninger i LER-Assistenten
  2. Sikre at data også rettes i eget system/ledningsregister
  3. Gensende ledningsbesvarelsen
  4. Evt. gensende ledningspakken, hvis der har været fejl i ledningsbesvarelsen

Hvis man er bruger i kategori 1-2 (uden redigeringsadgang) er det Geopartner der udbedrer fejlen og sikrer gensendelse af LER forespørgselen inden for rammerne at den påkrævede besvarelsesfrist (2 timer i alm. arbejdstid).

Hvis man er bruger i kategori 3-4 (med egen redigeringsadgang) er det ledningsejer selv der har ansvaret for at udbedre fejlen og sikre gensendelse af LER forespørgslen inden for rammerne at den påkrævede besvarelsesfrist (2 timer i alm. arbejdstid).

I de efterfølgende afsnit er beskrevet hvordan fejl udbedres og hvordan egenskaber omkring opsætning af Geopartners LER-Assistent varetages.


Administration af LER-Assistent

Ved leverance af LER-Assistent vil du modtage en brugeradgang til LER-Assistenten. Det sker hvis du er ledningsejer inden for kategori 3-4.

Er du ledningsejer inden for kategori 1-2 er det Geopartner der administrerer din opsætning af LER-Assistent og du har derfor normalt ikke brug for adgangen beskrevet herunder.

LER-Assistent administration

Geopartners LER-Assistent administreres på en webplatform. På denne platform er der adgang for kunder med login, således generelle indstillinger og administration af genudlevering (fejlretning af data) kan håndteres af kunderne selv.

For at logge ind på LER-Assistentens administration bruges dette link: https://lerassistent.geopartner.dk/

LER-Assistent, log ind
LER-Assistent, log ind

Indtast dit brugernavn / adgangskode og klik på “LOG IND”. Du dirigeres videre til skærmbilledet for LER-Assistent administration. Hvis det er dit første login skal du bruge det password du har modtaget på mail, herefter skal du ændre din adgangskode.

Hvis du ikke får aktiveret og ændret dit password inden for tidsfristen (24 timer) skal du kontakte support@geopartner.dk for at få gensendt din oprettelsesmail.

Har du adgang til mere end 1 ledningsejers opsætning, vil du fra en dropdown boks vælge ledningsejer og gå videre til ledningsejers opsætning af LER-Assistent.

LER-Assistent administration
LER-Assistent administration

I hovedskærmbilledet er der adgang til 4 funktioner i menuen til venstre:

  • Anmodninger
  • Profil
  • Dokumenter
  • Interesseområde

Nederst i menuen er der mulighed for at logge ud af systemet.

Beskrivelse af menupunkter

De fire menupunkter er forklaret i de efterfølgende afsnit.

Anmodninger

Det er under anmodninger man kan se historikken af indgående forespørgsler (op til de 2500 sidste) og status på besvarelse af ledningsforespørgslerne. Dette kan aflæses i kortet hvor den geografiske udbredelse af hver forespørgsel vises i kort og på listen under kortet.

Fremsøgning af LER besvarelser kan ske ved navigation i kortet eller søgning på forespørgselsnummer i listen under kortet.

Hvis der er forespørgsler der har status ‘Mangler Manuel Håndtering’ eller ‘Manuel påvisning’ vil en særskilt boks under kortet vise en liste til håndtering af disse forespørgsler.

Oversigtsvidue for anmodninger
Oversigtsvidue for anmodninger hvor ingen anmodninger kræver manuel håndtering

Øverst til højre kan man genopfriske listen over anmodninger ved klik på knappen ‘Opdater indhold’ eller man kan aktivere “Auto-sync” for at få opdateret automatisk.

Visning af detaljer på den enkelte besvarelse sker ved at klikke på den. Oplysninger på hver ler besvarelse vises (i bunden), og detailoplysninger på hvert element vises i skærmbilledet ved klik på hvert element i kortet (til venstre).

I bunden er mulighed for at se status på kommunikation mellem LER og LER-Assistent, sammen med en fejllog. Hvis besvarelsen gik godt vil der nederst være mulioghed for at se XML-svaret der er sendt til LER.

LER-Assistent detailvisning af en ledningsbesvarelse
LER-Assistent detailvisning af en ledningsbesvarelse

Eksemplet herover viser en forespørgsel der er håndteret manuelt. Ledningsforespørgsler vil som udgangspunkt altid foretages automatisk med mindre andet er opsat eller at der er sket fejl i behandling af ledningsforespørgslen.

Ved fejl på ledningsbesvarelser er der flere muligheder for håndtering af forespørgslen. Disse er:

Funktioner til håndtering af fejl i ledningsbesvarelser
Funktioner til håndtering af fejl i ledningsbesvarelser
  • Genstart, anvendes typisk hvis man ønsker at starte behandlingen af anmodning helt forefra. Det vil være særligt relevant hvis der er rettet data i ledningsregistret (benyt eventuelt også “Send ny LER pakke!”) eller hvis der har været et teknisk fejl som er rettet. Kan også benyttes hvis man vil fortryde sine egne dataediteringer og hente nye ledningsdata fra datakilderne.
  • Oversæt, starter processen med oversættelse af data til ledningsbesvarelsen forfra. Anvendes enten efter der er sket en rettelse på data eller rettelse af opsætning for oversættelse af data.
  • Tilbagedater data, mange datafejl sker pga manglende kote eller udv. diameter på ledninger. I efteråret 2023 er LER skiftet over til ‘hård validering’, hvilket betyder at nyanlagte ledninger etableret efter 1/7 2023 uden registreret koter/udv.diameter, vil afvises af LER.dk. Denne knap medfører at man konstruerer fiktive og tilbagedaterede data (etableret før 1/7 2023). Derved vil ledningsdata kunne leveres til LER - men det er stadig ledningsejers ansvar at rette de originale data eget i ledningsregister.
  • Send manuelt ledningsoplysninger, afbryder den egentlige besvarelse og ovelader det til ledningsejer at tage ansvar for udlevering af ledningsoplysninger. Denne option frarådes til brug for ledninger der er i drift.
  • Afslut som ‘Håndteret manuelt’, hægner sammen med forrige option og afslutter processen.
  • Send ny ler pakke! anvendes til at sende en opdatering, hvis der er sket ændringer i ledningsdata, som man ønsker at videresende gennem LER til graveaktører.

Profil

Der findes en række generelle indstillinger der kan administreres af kunden. Geopartner hjælper med korrekt opsætning ved aktiveringstidspunktet. Herefter kan kundens LER administrator ændre data efter behov.

Data kan justeres i 3 kategorier:

Kontakt - Generel information

Her opsættes generelle informationer vedr. Ledningsejerens navn, CVR nummer, teknisk kontaktperson, mailadresse (flere modtagere adskilles med ’;’, men kun den første vil blive vist i svaret til LER.) og telefonnummer for kontaktperson.

Der er tillige mulighed for at sætte en supplerende information til graveaktør. Det er en valgfri tekst der bliver sendt med hver graveforespørgsel.

System - Systemindstillinger

Her er der mulighed for at styre systemopsætning som start og sluttidspunkt for LER besvarelser, hvis ledningsejer ikke ønsker at der sker besvarelser i særlige tidsrum i døgnet. Bemærk at der ikke bør være åbent for besvarelser i det/de tidsrum hvor der sker dataindlæsninger.

Her kan også opsættes en forældelse af informationerne i ledningsbesvarelserne. Dette oplyses som et antal dage hvor ledningsinformationerne er gyldige. Det påhviler derefter graveaktørens at indhente opdaterede oplysninger gennem LER.

Til sidst kan der opsættes det antal forventede dage inden der er svar på manuel håndtering af graveforespørgsel (kun gældende ved valg af ‘Manuel’ besvarelse).

Notifikationer - Beskedindstillinger

Her kan administratoren bestemme om der sendes beskeder via mail til ledningsejer og til graveaktør. Desuden kan indtastes mailadresse til modtager ved notifikationer omkring påvisning, og modtager ved notifikationer omkring manuel håndtering.

LER-Assistent profilopsætning
LER-Assistent profilopsætning

Dokumenter

Til alle ledningsbesvarelser kan vedlægges bilag (1 eller flere). Bilag bruges til særlige informationer omkring ledningsejers oplysninger eller særlige opmærksomhedspunkter graveaktoren skal være klar over. Det kan være oplysninger om særlige risici, forhold ved graveskader eller kontaktoplysninger ved ønsket påvisning af ledninger.

Alle dokumenter der er aktive vil medtages for hver ledningsbesvarelse. Det anbefales at dokumentet er i PDF-format.

Dokumenter tilføjes som bilag
Dokumenter tilføjes som bilag

Interesseområde

Der er mulighed for at tilknytte 1 eller flere interesseområder til samme LER-Assistent opsætning. Det giver den fordel at man kan optimere interesseområderne og dermed også antallet af LER svar ud fra at interesseområderne er så små som mulige. Det resulterer samlet i færre forespørgsler som skal behandles og at de forespørgsler der kommer giver færre svar af typen: ‘Ingen ledninger i graveområde’.

Ved at optimere interesseområdet vil færre forespørgsler ramme LER-Assistenten. Færre transaktioner giver desuden mindre CO2 aftryk og er derfor altid en god ide.

Interesseområder kan vedligeholdes på en af tre måder:

  • Indlæsning af GML-fil fra LER er den mest simple metode til at vedligeholde interesseområderne. Man indlæser en GML-fil med et interesseområde som er oprettet på LER.dk og benytter dette som interesseområde i LER-Assistenten. Eventuelle ændringer skal ske på LER.dk og der skal efterfølgende indlæses en ny GML-fil i LER-Assistenten.

  • Manuel redigering af interesseområderne er en mulighed for at skabe præcis de interesseområder der ønskes og sikrer at der er taget stilling til interesseområderne ved et centralt vedligehold i QGIS og/eller Map Connect. Interesseområderne vedligeholdes som almindelige GIS-lag i Map Connect og vil ved hver ny ajourføring kopieres til LER (kontrollere hver aften/nat) og herved opdatere interesseområde på LER.dk

  • Fuldautomatisk vedligehold er som udgangspunkt anbefalet og erstatter behovet for manuel ajourføring. Hver nat genberegnes alle interesseområder på baggrund af ledningsdata og resultatet uploades til LER. Genberegning af interesseområderne er typisk sket ved at udregne en 50 m bufferpolygon på alle ledninger og komponenter på den pågældende forsyningsart - den konkrete implementering kan dog være kundespecifik.

Uanset vælg af metode til vedligehold af interesseområder, så starter enhvert interesseområde med at blive importeret fra LER portalen til LER-Assistenten som en GML-fil.

Interesseområder:

Interesseområderne hentes første gang fra LER portalen og importeres derefter i LER-Assistenten.

Ved etablering af et nyt interesseområde i LER-Assistenten kan det på LER.dk eksisterende interesseområde downloades og trækkes til dropfeltet som vist i billedet herunder. Herved importeres geometri og det nye interesseområde aktiveres i LER-Assisten. Værdierne som er sat op på LER.dk overføres til LER-Assistenten.

Interesseområder
Interesseområder

Efter etablering vil symbolet med det grønne flueben indikerer at det importerede interesseområde med tilhørende geometri fra GML-filen er indlæst i LER-Assistenten.

Symbolet kan også være “to pile i rundkreds” der indikerer at interesseområdet er vedligeholdt af en tabel i LER-Assistent databasen og synkroniseres til LER.dk. Det bruges i situationer hvor ledningsejer ønsker at interesseområdet på LER.dk automatisk vedligeholdes ud fra geometrien i LER-Assistenten.

Interesseområde detaljer:

Den øverste del af skærmbilledet er systemegenskaber i forbindelse med interesseområdet og kan ikke redigeres. Disse egenskaber er til brugerens information. For at ændre informationerne skal man logge ind på LER.dk, foretage ændringerne der og området skal uploades igen i LER-Assistenten. Geopartners support kan assistere med dette.

Interesseområde detaljer
Interesseområde detaljer

System indstillinger: Ved markering af flueben i ‘Aktiv’ angives om interesseområdet er aktivt og om der skal hentes forespørgsler for dette område.

Ved markering i ‘Området kræver påvisning’ angives om alle forespørgsler inden for interesseområdet skal håndteres manuelt med påvisning (medfører en stor arbejdsbyrde med håndtering af dette).

Ved markering af flueben i ‘Synkroniser geometri automatisk’, angives om den valgte featuretype (i dropdown boks) skal synkroniseres automatisk til overskrivning af interesseområder på LER.dk.

I dropdown boksen ‘Vælg featuretype’, angives hvilken featuretype (tabel) der skal bruges til at definere omrids af interesseområdet. Hvis en featuretype er valgt, vil den første feature blive brugt som interesseområde og overskrive det eksisterende interesseområde uden varsel. I dropdown boksen kan kun vælges de featuretyper der er defineret i LER-Assistent systemopsætningen, til brug for intereseområder. Featuretypen skal være opsat som “intersseromåde” af Geopartner for at der kan vælges et element her.

De to knapper i bunden af skærmbilledet er til at gemme rettelser i LER-Assistenten og gennemtvinge en øjeblikkelig synkronisering af intersseområdet. Nederst vises det seneste tidspunkt for synkronisering. Tidspunktet bør altid være mindre end 24 timer gammelt, hvis der er sat flueben i feltet ‘Synkroniser autoamtisk’.

System indstillinger
System indstillinger

Kortet i bunden af skærmbilledet viser det aktuelle interesseområde i kort. Bemærk at hullerne i interesseområdet typisk forekommer når interesseområdet er automatisk beregenet ud fra ledningsoplysningerne af den valgte featuretype der definerer intereseområdet.

Kort over interesseområde
Kort over interesseområde

LER-Assistent i Map Connect (tilkøb)

LER-Assistenten som beskrevet ovenfor, er en service til besvarelse af indkommende ledningsforespørgsler oprettet på LER.dk. Denne service har ikke nogen brugergrænseflade til anvendere, eksempelvis ledningsejeren. Servicen baserer sig udelukkende af server-software og definitioner/data. Definitioner kan justeres og administreres, se afsnittet: Brug af LER-Assistent og af Geopartner for så vidt angår transformationen af data mellem ledningsejerens eget system og LERs datamodel.

Der er mulighed for at udstille kortlag til visning for status på LER håndtering, styring af områder for manuel udtagning og visning af data der er tilmeldt LER besvarelser. Lagene kan udstilles til visning med Map Connect eller kan vises i brugerens eget GIS system (WebGIS eller Desktop GIS), ved brug af WMS- eller WFS-tjenester.

Lagbeskrivelser

Eksemplet herunder viser de lag der kan gøres til rådighed. Lagene kan tilpasses efter ønske og er en tilkøbsmulighed til LER-Assistenten hvor der ved etableringen aftales hvilke lag der skal være til rådighed. Bruttolisten omfatter følgende lag som vist i Map Connect:

LER-Assistent lag i Map Connect
LER-Assistent lag i Map Connect
Udtaget til manuel, DanDas

Hvis en LER-anmodning rammer dette område vil LER-besvarelsen gå til manuel behandling på spildevand. Laget er redigertbart og indeholder de områder hvor ledningsejers LER administrator har fastlagt at der er udtagning til manuel LER besvarelse. Det kan f.eks. bruges i områder hvor der er planlagt gravning af nye ledninger, men der for øjeblikket kun findes en projektplan, der ikke er lagt ind som en del af ledningsplanen.

Udtaget til manuel, DanVand

Hvis en LER-anmodning rammer dette område vil LER-besvarelsen gå til manuel behandling på vand. Laget svarer til det forrige, blot for forsyningsarten Vand. Lagenes navne og indhold kan tilpasses kundens ønske.

Anmodninger (LTF), LER status

Viser alle anmodninger til ledningsejer der er hentet fra LER.dk til LER-Assistenten fordelt på anmodningens status ( Hentet | Gennemført ). Dette lag vil typisk ikke benyttes/vises i dagligdagen da stort set alt vil være ‘Gennemført’.

Anmodninger (LTF), graveperiode status

Viser alle anmodninger til ledningsejer der er hentet fra LER.dk til LER-Assistenten fordelt på graveperiodens status ( Aktuel | Fremtidig | Historisk ).

Interesseområder (LTF)

Viser alle aktuelle (aktive og inaktive) interesseområder der er defineret i LER-Assistenten.

DanDAS & DanVand

Viser aktuelle LER-lednings-data fra ledningsejers ledningsoplysninger. Alle aktive knuder og ledninger der bliver anvendt til LER besvarelser er inkluderet med en simple styling. Lagene kan være praktiske i fejlsøgningssituationer og er kun tilgængelige for kunder der benytter Geopartners indlæsning fra DanDAS/DanVand til Map Connect. Tilsvarende lag kan konstrueres hvis kunden ikke bruger DanVand/DanDAS.

Visning af graveforespørgsler

LER-Assistent kan udstille data og kort til brug i Map Connect eller i egen Desktop- eller WebGIS. Ved udstilling i kort kan følgende data visualiseres fra LER-Assistenten:

  • Tidspunkt for modtaget graveforespørgsel
  • Tidspunkt for afsendelse af svar til LER
  • Tidspunkt for modtagelse af accept af svar fra LER
  • Stamoplysninger om graveaktøren
  • Ledningsbesvarelse fra ledningsejer (link til ledningsbesvarelse i LER-Assistent)
  • Stamoplysninger vedr. graveaktør

Det er også muligt at opsætte søgninger så man i Map Connect nemt klan søge en graveforespørgsel frem på det oplyste forespørgselsnummer.

LER-Assistent lag i Map Connect
LER-Assistent lag i Map Connect

Kommentarer til vejledningen